Devon

2.4 DEVON

For 416 - 359 mio. år siden

 

Perioden, hvor dyrene gik i land

Vejen til menneskene:

 

Nogle ferskvandsfisk med finner, kaldet kvastfinnede fisk, udvikledes i silur. Coelacanth udskiltes fra gruppen for 410 mio. år siden. Den resterende gruppe kaldes rhipidister. Fra denne gruppe udskiltes lungefiskene. Resten fortsatte udviklingen gennem flere trin. En af de sidste udskillelser inden dyrene går på land var panderichtys. Land-gangen skete for 390 mio. år siden. Gruppen, som gik på land, hedder stegocephalia og indeholder bl.a. tiktaalik, acanthostega og ichthyostega. De overlevede udryddelsen i slutningen af devon, mens deres fiskelig-nende fætre uddøde. De blev forfædre til alle landlevende hvirveldyr.

 

I 1938 gjorde man et sensationelt fund i Sydafrika. Man fandt her en levende blå fisk (coelacanth), som man troede var uddød. Den er en rovfisk, der føder levende unger. Den er beslægtet med de kvastfinnede fisk uden disses lavvands-tilpasninger. Den har overlevet til i dag uden større ændringer.

Den blå fisk (coelacanth) - billede

 

For nylig er fundet 397 år gamle fodspor af en 2,5 m stor tetrapod i noget mudder i det sydlige Polen, dengang en lagune langs kysten af Tethyshavet. Der er ikke fundet fossiler af dyret.

Fodspor af første tetrapod på land - billede

 

Lungefiskene udvikledes for 395 mio. år siden. De anvendte finnerne som ben. De havde dobbelt åndedrætssystem, så gællerne brugtes til normal brug, mens lungerne brugtes ved fysisk aktivitet, ved parring og i ilt-fattigt vand.

 

Nulevende Queensland lungefisk - billede

 

Senere finder vi panderichtys, som dog mest er fisk.

Panderichtys - billede

 

Stegocephalierne havde et fladtrykt kranium og en kort snude, hvis opretstående øjne viser, at de levede på lavt vand. Tidevand kan have været med til at fremskynde udviklingen, hvis fiskene gentagne gange er blevet fanget af ebbe. Da tidevand skyldes Månens tiltrækningskraft betyder det at eksi-stensen af Månen kan have været medvirkende til at livet gik på land.

 

De brugte deres finner som pagajer i de lavvandede omgivelser med planter og efterla-denskaber. For at jage insekter og andre hvirvelløse dyr bevægede de sig ind på lavere vand, og udviklede gradvist stærke finner for bedre at kunne jage dem. Karakteristikken med forlemmer, som bøjer bagud ved albuen, og baglemmer, som bøjer forud ved knæet, kan muligvis spores tilbage til dem. Finnerne blev således starten på vores arme og ben.

 

Samtidig havde stegocephalierne dobbelt åndedrætssystem, så de kunne ånde både med gæller og lunger. Da de også gradvist havde frigjort skulderen fra kraniet og dermed fået en

hals, betød det, at disse fiskelignende dyr kunne løfte hovedet op af vandet og indånde luft, således at de først kunne overleve i iltfattigt vand og senere kunne gå i land.

 

Forskerne har fundet fossiler af rovfisken tiktaalik, som tilhører stegocephalierne, og som har en række kendetegn fælles med lungefiskene.

Tiktaalik - billede

 

De næste dyr i rækken af mellemformer er acanthostega og ichthyostega, der var amfibier og som nærmest lignede salamandre med fiskehaler. De var hhv. 60 cm og 1,5 m lange. Begge havde et solidt skelet, men hale og tænder mindede om fiskenes. De havde fortsat gæller. Deres oprindelse ligger 365 mio. år tilbage i tiden. Hvor acanthostega havde 8 tæer, havde ichthyostega kun 7 tæer på hver fod. De udviklede sig til urpadder.

 

De opholdt sig på land i korte perioder, og efterhånden blev nogle af dem så tilpasset til livet på land, at de tilbragte deres voksne liv der, omend parring og æglægning skete i vandet.

Acanthostega - billede

 

Ichthyostega - billede

 

Et af de problematiske forhold ved at krybe på land, var øjet. Det var gradvist udviklet til at se i vand. Når det derefter skulle fungere på land, blev synsindtrykkene diffuse. Der skete derfor efter landgangen en videreudvikling af øjet.

 

De andre dyrs udvikling:

 

Hos benfiskene var det især de strålefinnede fisk, der var i stor fremgang. Navnet kommer af, at alle fiskene havde finner, som strålede ud fra skelettet, i modsætning til de kvastfinnede fisk, hvor musklerne sad ude i finnerne.

 

Forløberne for vor tids hajer og rokker udvikledes i denne periode. En af de første var cladoselache.

Cladoselache – en haj - billede

 

Panserfiskene blev større, og den største, Dunkleosteus, blev over 10 meter lang, og vejede flere ton. Den jagede bl.a. hajer.

Dunkleosteus – en panserfisk - billede

 

For 385 mio. år siden fandtes panserfisken microbrachius, som er den ældst kendte art med et mandligt kønsorgan, som føres ind i hunnen for at befrugte æg. Denne har dog ikke givet generne videre til os, da den ikke ligger på vores udviklingslinie.

 

Insekterne var i fremdrift. For 406 mio. år siden dukkede de første flyvende insekter op.

Da tetrapoderne kom i land var landjorden allerede beboet, først og fremmest af insek-ter, tusindben samt edderkoplignende dyr som mider og trigotarbider.

 

I starten af perioden udviklede nautiloiderne blandt blæksprutterne sig videre, så deres skal blev fuldstændig spiralsnoet, hvilket gav dem større manøvredygtighed. De lignede den nulevende nautilus pompillus, som er 27 cm i diameter.

Nautilus pompillus – en blæksprutte - billede

 

Samtidig udvikledes en søstergruppe, kaldet ammonitter, som også havde spiralsnoede skaller. Aftryk af dem er ofte blevet fundet i Himalaya, hvor folk var fascinerede af dem og troede de kom fra en gud. Amonitterne er uddøde i dag.

Asteroceras – en ammonit (blæksprutte) - billede

 

I perioden udviklede en blæksprutterne yderligere en tredje gruppe, kaldet nøgne blæksprutter eller belemnitter. Betegnelsen skyldes, at huden voksede uden på skallen. De nøgne blæksprutter havde 10 arme og udviklede hjerner i hver af deres arme. De egentlige belemnitter er uddøde, men de blæksprutter, som de har udviklet sig til, eksisterer i dag.

Trilobitterne øgede deres pansring, men med fremkomsten af nye rovdyr var de alligevel i tilbagegang.

 

Planternes udvikling:

 

Klimaet var fortsat varmt. Karplanterne udviklede sig til ulvefodsplanter, padderokker og bregner, og bredte sig over det meste af landjorden. Padderokkerne kunne blive til 30 m høje træer.

 

En medvirkende årsag til den hurtige udbredelse var manglen på planteædende dyr.

For 383 mio. år siden opstod nøgenfrøede planter, såkaldte gymnospermer. Frøsætningen bevirkede, at planterne kunne overleve perioder med tørke, samt at planterne fik en hurtigere spredning.

 

Af nulevende arter kan nævnes nåletræer. En af de allerførste nøgenfrøede planter er archaeopteris-træet, som fandtes for 383 mio. år siden. Den dannede de første høje skove og bredte sig langt væk fra kysten. De største blev op til 8 meter høje; primært i fugtige områder.

 

Amfibiernes udvikling i devon, karbon og perm - firkant

Archaeopteris-træ - billede

 

Kontinenternes bevægelser:

 

For 400 mio. år siden roterede Gondwanaland og kolliderede med den østlige del af Laurentia. Tethyshavet udvidedes.

 

For 360 mio. år siden var Laurentia og Gondwanaland definitivt smeltet sammen. Sibirien var nu eneste kontinent herudover. Det indebar væsentligt kortere kystlinie, og dermed mindre plads til arter på lavt vand.

 

Klimaets udvikling:

 

Temperaturen steg fra 6 til 11 grader højere end nu. Derefter faldt den til 5 grader højere end i dag. Derfor blev kontinentalsoklerne dækket af lune, lavvandede områder. Havniveauet startede med 190 m over niveauet i dag og faldt i løbet af perioden til 120 m over.

 

Dette skabte ideelle betingelser for dannelse af rev med et talrigt og varieret dyreliv.

Iltindholdet startede med at falde, men fra midten af perioden steg det igen. Det stigende iltindhold gjorde det nemmere for dyrene at tilpasse sig en tilværelse på landjorden. Det gennemsnitlige iltindhold blev på 15%. CO2-indholdet var 8 gange højere end det før-industrielle niveau.

 

I sidste del af Devon (for 365 mio. år siden) ramtes kloden af en meteor, hvorefter tem-peraturen igen faldt, og iltfattigt vand skyllede op på lavt vand. Det gik især ud over koralrev, visse blæksprutter og kæbeløse fisk. I alt 80% af alle arter uddøde. 87% af alle havdyr uddøde, mens landlevende dyr i højere grad overlever.

 

Danmarks udvikling:

 

Kontinenterne bevægede sig gradvist nordpå og det betød, at Danmark lå omkring ækvator i devon. Danmark var landfast med Skandinavien og England. Det var dækket af en sandstensørken, og der findes ikke aflejringer fra denne periode. I Nordsøen dannede sandstensstrukturerne forudsætningerne for de store olieforekomster. Syd for Danmark lå Proto-Tethyshavet i Nordtyskland og dele af Nordsøen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright @ All Rights Reserved

DAVID NICHOLAS

 

Consectetuer tempus it ipsum gravida diam nibh aenean quisque dolor eget at leo nulla ipsum nisl wisi sed.

Recent Presentation

Lorem Ipsum

Elit sed dignissim sit felis leo sem morbi suspendisse volutpat est varius eligendi fusce suspendisse aliquet in lectus dolor maecenas pede mi at vulputate.

mail@demolink.org