Hadal

1.1 HADAL

For 4,54 til 3,9 mia. år siden

 

Perioden, hvor Jorden var i sin spæde start

Jordens dannelse:

 

Big Bang skete for 13,8 mia. år siden, hvor stof spredtes ud i universet. Noget samledes og dannede en kæmpe skivestruktur. Gradvist samledes de inderste partikler til en masse, der dannede solen for 4,567 mia. år siden.

 

Jorden dannedes 27 mio. år senere. Helt præcist for 4,54 mia. år siden. Den skabtes som andre planeter af støv, gas og ispartikler, som lå i en tåge omkring solen. Disse samledes i første omgang til mindre klumper, der stødte sammen, og gradvist blev større. Denne større masse medførte, at tyngdekraften begyndte at virke.

 

 

 

 

 

 

 

 

Jordens dannelse

 

Tyngdekraften trak masserne sammen, hvilket bevirkede at jorden fik sin runde form. Jordens rotation bevirker dog, at den er lidt fladtrykt ved polerne. Hvis jordoverfladen bestod af sand, ville overfladen være jævn, men da bjergarterne indeholder forskellige hårde strukturer og masser, dannes i stedet bjerge og dale.

 

 

 

 

 

 

 

Den første ”faste” jord

Langsomt blev det hele kittet sammen til en glødende kugle. Metallerne, især jern og nikkel, smeltede og sank ind mod midten.

 

Jorden har derfor i dag en kerne af jern og nikkel, hvor den indre kerne er fast og hvor den ydre kerne holdes flydende af varme fra radioaktivitet. Den ydre kerne er omgivet af kappen, der består af ”flydende magma” silikatkrystaller, hovedsageligt olivin, som består af ilt, silicium, jern og magnesium.

I takt med, at den indre faste kerne dannedes, opstod der en dynamo (et strømsystem), der skabte jordens magnetfelt. Dette sker i den ydre, flydende del af kerne.

 

 

 

 

 

 

Jordens indre

 

300 mio. år efter dannelsen ramtes Jorden af en planet på størrelse med Mars. Planeten, der kaldes Theia, tilførte Jorden materiale. Sammenstødet medførte samtidigt, at meget materiale gik i kredsløb omkring Jorden. Dette materiale samlede sig og dannede Månen. Månen er således 4,51 mia. år gammel. Da metallerne forblev på jorden pga. tyngdekraften, dannedes Månen især af lettere grundstoffer, og har kun en meget lille kerne af metal. Den meget mindre størrelse betyder at, Månens tyngdekraft er meget mindre end jordens.

 

Jordens sammenstød med planeten Theia er endelig årsag til hældningen af jordens rotationsakse i forhold til jordens bane omkring solen. Dette er medvirkende til, at vi har årstider i dag.

 

Theia støder ind i Jorden

Samtidig betød dannelsen af Månen, at Jorden blev fastholdt af tiltrækningskraften mellem de to legemer, således at den ikke længere ”slingrede”, som det havde været tilfældet før sammenstødet. En sådan slingren ville have betydet ekstreme vejrforhold, som måske kunne have forhindret udviklingen af liv.

 

Månen var til at starte med kun 24.000 km fra Jorden. Havde dette været i dag, vil der have været kæmpemæssige tidevandsbølger. Men i stedet er Månen gradvist slynget længere væk fra Jorden og er i dag gennemsnitlig 384.000 km væk, således at tidevands-bølgerne er betydeligt mindre.

I hele perioden var der et bombardement af asteroider eller meteoritter. Nedslagene betød tilførsel af kinetisk energi (bevægelsesenergi), som hindrede overfladen i at størkne. Overfladen var således et hav af flydende magma. Først da bombardementet gradvist ophørte, kunne der dannes en fast jordskorpe.

 

Der er kun få spor af de første bjergarter. For nyligt er der dog fundet nogle basalt-klipper (størknet lava), som er ældre end sammenstødet med Theia. Fundene er gjort ved Canada og ud for Java.

 

Bortset herfra, er de ældst fundne mineraler, zirkonkrystaller, 4,4 mia. år gamle. De findes i urgamle klipper i Jack Hills i Vest-Australien. De blev dannet i vådt mudder under urhavet, da havvand sivede ned i sprækker, hvor det mødte varm magma. Senere er det nået op til overfladen i forbindelse med vulkansk aktivitet.

 

Zirkonkrystal

 

Definitioner:

 

En planet kan defineres som

 

1. Et objekt med tyngdekraft, så materiale trækkes

sammen. Det betyder at den vil tendere til at være

kuglerund.

 

2. Er i kredsløb omkring en stjerne uden selv at være

en stjerne

3. Har ryddet sin bane for andre legemer.

 

En måne er et objekt, som kredser om en planet.

For 4,2 mia. år siden havde året 563 dage, og hver dag var 15,5 timer lang. Jorden roterede således hurtigere dengang. Ændringen skyldes bl.a., at Jordens og Månens gensidige friktion via tiltrækningskraften fik Jordens rotationshastighed til langsomt at reduceres. Den gensidige tiltrækningskraft forårsager både tidevand og ”tidejord” på jorden, og noget lignende på Månen.

 

Ligeledes for 4,2 mia. år siden dannedes de første oceaner med vand. Oceanerne dækkede hele kloden. Det skyldes at tyngdekraften fik vanddampen i den tidlige atmosfære til at fortættes. Resultatet var uafbrudt regn i 40.000 år. Oceanerne fordampede dog igen i forbindelse med et større bombardement af asteroider for 4,1 mia. år siden. Da bombardementet af asteroider døde ud for 4 mia. år siden, gendannedes oceanerne.

 

Der opstod måske liv og måske endda forskellige former for liv flere gange i de første oceaner, men det udraderedes af bombardementet. Til gengæld tilførtes Jorden store mængder vand fra is-meteoritter.

 

Atmosfærens dannelse:

 

Den første atmosfære var tynd og bestod i starten af brint (H2) og helium (He). Dertil gasser i form simple brintforbindelser som metan (CH4), ammoniak (NH3) og vand-damp (H2O). Brint og helium forsvandt p.g.a. solvinden, da tyngdekraften på dette tidspunkt ikke var stærk nok til at holde på disse lette stoffer.

 

Da jorden nåede 40% af dens nuværende diameter, blev tyngdekraften stærk nok til at fastholde atmosfæren. Den ændredes gradvist til at indeholde gasser, som kom fra den vulkanske aktivitet – den såkaldte ”anden atmosfære”. Den bestod af vanddamp (H2O), kuldioxid (kultveilte) (CO2), kvælstof (N2), små mængder svovlbrinte (H2S), svovldioxid (SO2) og klorbrinte (HCl) samt spor af kulmonoxid (CO), metan (CH4), ammoniak (NH3) og ædelgasser (hovedsagelig argon (Ar)). Andelen af kvælstof steg hurtigt og for 4 mia. år siden udgjorde den omkring 90%. Kuldioxid var på et tidspunkt oppe på omkring 10% men faldt herefter gradvist. For 4 mia. år siden udgjorde den 5%.

 

Tyngdekraften bevirker, at 50% af luftens atomer findes inden for de første 5,5 km fra havoverfladen og at 99% findes inden for 50 km.

 

Forekomsten af ilt er betinget af tilstedeværelsen af liv, men paradoksalt nok var en iltfri atmosfære oprindeligt en betingelse for livets opståen, idet de flere af de tidligste livsformer ikke kunne leve med fri ilt.

 

Hvor kom livet fra?

 

Dette essentielle spørgsmål er ikke endegyldigt besvaret. Måske ligger svaret i en kombination af følgende påstande eller teorier:

 

1. Livet kom til os fra kometer. Støvet i halen af en komet indeholder bl.a. aminosyrer, som er grundlaget for opbygning af livets byggesten, herunder proteiner, kulhy-drater og nukleinsyre. Aminosyrerne er opstået i forbindelse med bestråling fra solen, når en komet har været nærmest solen. Sonden Rosetta har desuden for nylig fundet fosfor og aminosyren glycin på den isdækkede overflade af kometen Tjurjumov-Gerasimenko. Netop de to stoffer kan skabe DNA, proteiner og cellemembraner.

2. Livet kom til os ved nedslag af meteorer. Specielt et nedslag i Australien for nylig har interesseret forskerne. Meteoren indeholdt membraner, som er vigtige for dannelse af celler. Der kan også være kommet vand via meteorer.

 

Kometen Tjurjumov-Gerasimenko

 

3. Livet kan være begyndt på Mars og kommet til jorden i form af en meteorit-sten indeholdende boroxid. Denne befordrer dannelse af RNA – en simpel form for arvemasse. Når RNA omringes af fedtsyrer kan de første celler eventuelt dannes. Visse forskere mener, at enten RNA’et eller de færdige celler er kommet til os udefra.

 

4. Livet opstod i dybhavet ved udspringet af varme hydrotermiske kilder - de såkaldte sorte skorstene. Ved genskabelse af miljøet i laboratorium har man kunnet fremstille aminosyrer. Stofskiftet kan være startet her i form af brint fra kilderne kombineret med CO2 fra vandet. Til brug for stofskiftet er her jernsulfid, som stadig findes i vore celler. Membranen kan ligeledes være dannet her.

 

5. Uv-bestråling af en blanding af vand, ammoniak og metanol (træsprit) giver ribose, som er skelettet i RNA og således kan have været en faktor i dannelsen af RNA som forløber for DNA. Uv-stråling vil normalt beskadige DNA, men kan også samtidigt være med til at accelerere mutationer.

 

 

 

 

 

 

Dybhavs-skorstene

Danmark:

 

Den danske seismolog Inge Lehmann påviste i 1936, at jorden har en indre fast kerne. Hun observerede, at der kom en svag særlig impuls fra jordskælvsbølger. Dermed kunne kernen ikke være flydende hele vejen ind til centrum.

 

Copyright @ All Rights Reserved

DAVID NICHOLAS

 

Consectetuer tempus it ipsum gravida diam nibh aenean quisque dolor eget at leo nulla ipsum nisl wisi sed.

Recent Presentation

Lorem Ipsum

Elit sed dignissim sit felis leo sem morbi suspendisse volutpat est varius eligendi fusce suspendisse aliquet in lectus dolor maecenas pede mi at vulputate.

mail@demolink.org