Karbon

2.5 KARBON (Kultid)

For 359 - 299 mio. år siden

 

Perioden, hvor plantelivet bredte sig og dannede grundlag for kulforekomster. Samtidig var det insekternes og paddernes storhedstid

Vejen til menneskene:

 

I karbon skete der en stor udvikling m.h.t. landdyr, og tiktaaliks efterkommere blev til firbenede dyr. Disse kaldes tetrapoder (”fire ben”). Efter nogle ”forsøg” endte alle dyrene med 5 tæer og 5 fingre. Samtidig udviklede de en stærkere rygrad og større ribben, så de kunne bære kropsvægten uden hjælp fra vandet.

 

En af de første tetrapoder, som samtidig er en af de første padder, var pederpes, som er fundet som fossil i Skotland med en alder af 348 mio. år. Hvor stegocephalierne havde lemmerne langs med kroppen og brugte lemmerne til at skubbe sig frem, pegede pederpes’ lemmer væk fra kroppen og ned mod jorden, så det 1 meter lange dyr kunne holde sin krop løftet på land.

Pederpes - billede

 

Eogyrinus var et af de største tetrapoder på linien imod krybdyrene. De var 4,6 m lange. De levede for 312 mio. år siden. De levede størstedelen af livet i vand.

 

Eogyrinus - billede

 

For 335 mio. år siden udviklede en gren af de salamanderlignende tetrapoder sig til amnioter, en slags krybdyr.

Amnioterne er kendetegnet ved at der var en slags skal omkring ægget, hvilket gjorde det muligt at lægge æg på land i modsætning til padder, der må lægge æg i vand uanset at de normalt er landlevende. Skallen betød samtidig

at æggene ikke tørrede ud. Amnioterne kun-ne derfor begynde at kolonisere landjorden for alvor. De var dog udsat for stor konkurrence fra padderne gennem hele karbon. Hvor de før spiste insekter og fisk, indgik der gradvist også planter og andre tetrapoder i menuen.

 

Amnioterne havde kun en kropsåbning til ekskrementer, urin og formering, som kal-des en kloak. Dette gjaldt alle krybdyr, di-nosaurer og fugle samt kloakdyrene. Amnioterne var samtidig de første hvirveldyr til at udvikle en penis, hvilket gjorde befrugtningen af hunnens æg mere effektiv. Alle pattedyr, krybdyr og dinosaurer havde såle-des en penis. Slanger og øgler, herunder firben, havde endog to såkaldte hemipenis’er, men brugte kun en ad gangen. De fleste fugle samt krybdyret tuatara har mistet penis igen. I stedet presser hannen sin kloak mod hunnens. I den position overføres sædcellerne.

 

For 312 mio. år siden delte amnioterne sig i to grupper: Synapsider, som blev forfader til pattedyrene og sauropsider, som blev forfader til krybdyr og til dinosaurer/fugle. Lidt senere i udviklingslinien betegnes disse dia-psider.

 

Det tidligst kendte krybdyr er hylonomys fra for 315 mio. år siden, som lignede de nulevende firben. Det havde små tænder, der var velegnede til at spise insekter og tusindben med. I modsætning til padderne var central-nervesystemet væsentligt mere udviklet. Hylonomys kendes fra et fund i Canada. Det er 20 cm langt.

Hylonomys - billede

 

De andre dyrs udvikling:

 

En anden gren af tetrapoderne udviklede sig til amfibier, som senere udviklede sig til padder. Amfibierne og senere padderne havde også deres storhedstid i karbon.

 

Sidst i perioden udskiltes ormepadderne. Den resterende gruppe kaldes batrachia. Her finder vi diplocaulus, som var 1 m lang. Den er en af de ældste fossiler af padder, som er fundet. Den levede for 299 mio. år siden.

Karbon

Diplocaulus - billede

 

Senere fandtes den 3 m lange eryops (for 300 mio. år siden).

Eryops – en urpadde - billede

 

I havene levede såvel nøgne blæksprutter som blæksprutter med spiralsnoede og lange skaller. De nøgne blæksprutter udviklede bl.a. sepiablæksprutter, som har mest hjerne i forhold til kropsvægt af alle de hvirvelløse dyr. De er i stand til at bruge redskaber. Bl.a. kan de finde kokosnødskaller, rengøre dem og transportere dem til et sted, hvor de byg-ger en slags hus som værn mod rovdyr. Transporten sker ved at de holder skallen op mod kroppen og udelukkende går på armene. Blæksprutterne er endvidere logisk intel-ligente, bl.a. viser forsøg, at de kan tælle antallet af rejer.

 

I karbon udskilte de 10-armede nøgne blæksprutter tillige en gruppe med 8-armede blæksprutter, bl.a. octopus, som kendes fra James Bond.

 

I havene levede tillige hajer og rokker, som nu var fuldt udviklet, sådan som de findes i dag.

 

De strålefinnede fisk udviklede et stort antal former og fortrængte til dels de andre fiskearter. De levede primært i varme sumpe.

 

Encellede dyr med kalkskaller blev talrige og dannede store kalkstenslag af deres skal-ler. Søliljer, koraller, mosdyr, armfødder og søpindsvin var fortsat almindelige.

 

Insekterne havde deres storhedstid i karbon. Bl.a. var der kæmpeguldsmede, kaldet meganeuropsis, med vingefang på 80 cm.

Meganeuropsis – kæmpeguldsmed - billede

 

Dertil op til 3 m lange tusindben, kaldet arthropleura. Tilsvarende med kakerlakker, døgnfluer, edderkopper og skorpioner.

Arthropleura - kæmpetusindben - billede

 

Planternes udvikling:

 

For 340 mio. år siden dominerede frøbreg-ner, primært i form af glossopteris-floraen på Gondwana. De blev op til 30 meter høje.

Glossopteris – en frøbregne - billede

 

Perioden er kendetegnet ved at træer og bu-ske bredte sig over det meste af jorden. De enorme skove blev med tiden omdannet til tykke lag af stenkul. Det medførte, at ilt blev frigivet, og dermed at iltindholdet i atmosfæren steg kraftigt.

 

Segltræ var en slægt af primitive og nu ud-døde ulvefodsplanter. De blev op til 40 m høje med en op til 1 m tykke stammer, men var ikke ægte træer og manglede egentlige grene. Blade voksede direkte på stammerne og faldt af i takt med at træet voksede. Bladene indeholdt kun en karstreng til transport af vand. De dannede enorme skove i karbon.

Segltræ – et ulvefodstræ - billede

 

I de tropiske egne voksede 30 m høje padderokker og sporebærende ulvefodstræer på op til 40 m.

 

Cordaiter var en slægt af primitive og uddøde nåletræer, der fandtes fra sen karbon til perm. Det var mindre træer og buske, som voksede i vådområder som sumpe og mangrove.

Calamites – en padderokke - billede

 

Planternes udvikling i devon, karbon og perm - firkant

Kontinenternes bevægelser:

 

For 310 mio. år siden fortsatte Gondwana sin rotation og det nordlige Gondwana stødte sammen med det tidligere Baltica. Herefter be-tragtes Laurasia og Gondwana som et samlet kontinent, kaldet Pangæa.

Cordaiter – primitivt nåletræ - billede

 

Nord for Pangæa lå kontinentet Sibirien stadig som et selvstændigt kontinent. Dette betyder, at Tethyshavet mellem de to konti-nenter gradvist mindskedes, og sammenstødet dannede foldebjerge i Centraleuropa.

 

En stor ismasse dækkede den sydlige del af Pangæa. Det skyldes, at Sydpolen var blevet isoleret, og at koldt og varmt vand ikke blandes. Vægten af isen var medvirkende til at sætte bevægelsen i kontinenterne i gang.

 

Klimaets udvikling:

 

Klimaet var i starten af perioden varmt og var generelt fugtigt. Der var derfor gigantiske sumpe. Klimaet blev dog gradvist koldere.

 

Temperaturen faldt fra +5 til -3 grader i forhold til nu. Polområderne var derfor dækket af is og gletchere i slutningen af perioden.

 

Havniveauet var i starten 120 m højere end i dag, men faldt til det nuværende niveau i første halvdel af perioden. For 350 mio. år siden steg vandstanden igen, hvorfor der i en længere pe-riode igen var vand mellem Gondwana og Laurentia. Perioden endte med en vandstand 80 m over det nutidige.

 

Iltindholdet i luften steg i perioden fra 20% til 35%. Det høje iltindhold var medvirkende til udviklingen af de store insekter.

 

CO2 var nu i stort omfang bundet i sumpene. CO2-indholdet lå derfor kun på 3 gange det før-industrielle niveau – et stort fald i forhold til devon.

 

Danmarks udvikling:

 

Danmark var dækket af tropisk regnskov i starten af karbon. Mod slutningen blev klimaet mere tørt, da Baltica sammen med Laurasia blev forskudt yderligere mod nord, og dermed væk fra troperne ved ækvator.

 

Dannelse af kul:

Stenkul opstår ved, at planterne dør og ophobes i sumpe, hvor der opbygges mægtige lag af vegetation. Kulstof iltes ikke i stillestående vand, og planteresterne komprimeres derfor langsomt til kul p.g.a. trykket fra nye aflejringer ovenpå.

Dannelsen sker primært ved ækvator, hvor biomassen er størst. Kulforekomster i f.eks. England, Tyskland og Polen stammer således fra karbon, idet området lå tæt på ækvator i denne periode.

 

Copyright @ All Rights Reserved

DAVID NICHOLAS

 

Consectetuer tempus it ipsum gravida diam nibh aenean quisque dolor eget at leo nulla ipsum nisl wisi sed.

Recent Presentation

Lorem Ipsum

Elit sed dignissim sit felis leo sem morbi suspendisse volutpat est varius eligendi fusce suspendisse aliquet in lectus dolor maecenas pede mi at vulputate.

mail@demolink.org