Ordovicium

2.2 ORDOVICIUM

For 488 - 443 mio. år siden

 

Perioden, hvor blæksprutterne blev den dominerende dyreart

Vejen til menneskene:

 

En gren af hvirveldyrene udviklede kæber for 462 mio. år siden. Disse kæbefisk kaldes gnathostomata og de udviklede sig senere til benfisk og alle landdyrene.

 

Kæbefiskene udskilte for 445 mio. år siden en gruppe med bruskfisk omfattende udviklingslinien frem mod hajer og rokker. Man har fundet hudtænder fra hajerne fra denne periode. Desuden udskiltes en gruppe med panserfisk kaldet placodermer. Disse udvikler sig bl.a. til dunkleosteus i devon (se billede).

 

Hajer og rokker havde anlæg for gang og flere arter går stadig i dag på havbunden. Samtidig er generne til at styre benene de samme hos rokker og hos mus. Dette betyder at den fælles forfader for hajer/rokker, fisk og mennesker har kunnet gå på havbunden og at der dermed var en hindring mindre for at dyrene kunne gå på land.

 

De andre dyrs udvikling:

 

I periodens begyndelse udviklede de første hvirveldyr – de kæbeløse fisk – sig til bl.a. panserrundmunde, d.v.s. pansrede fisk uden kæber.

Panserrundmund - billede

 

En anden gruppe af de kæbeløse fisk er lampretterne. De længste kan blive 1 m lange.

 

Lampret – en kæbeløs fisk - billede

 

I slutningen af perioden skete en udryddelse, men et havdyr med ryghvirvel, astraspis, overlevede. Det er uden kæber, men er nært beslægtet med kæbefiskene. Det er 20 cm langt.

Astraspis - billede

 

Søstjerner, søpindsvin, og søliljer blev talrige i denne periode.

Søstjerne – en pighud - billede

 

Søpindsvin – en pighud - billede

 

Samtidigt udvikler leddyrene søskorpio-ner.Trilobitterne, som også er er et leddyr (ligesom insekter), udviklede mange forskellige former. De var meget almindelige i perioden, omend knap så talrige som i kambrium.

 

Det var dog de blækspruttelignende dyr, nautiloider, der nu blev den dominerende art. Det var det største rovdyr i perioden.

 

En af de mest almindelige af de store nautiloider var endoceras med 3,5 m lange skal-er med 25 cm i tværmål. Men det er cameroceras, som var den største med en længde på op til 9 meter. De kegleformede skaller var kendetegnende for nautoloiderne i ordovicium.

 

Endoceras – en blæksprutte - billede

 

Cameroceras – en blæksprutte - billede

 

I slutningen af perioden dukkede der nautiloider op med spiralsnoede ”bagdele”, kaldet lituiter. Disse er forløbere for blæksprut-ter med spiralsnoede skaller, som dukker op i devon.

 

Et andet dyr, som dukkede op i ordovicium er mosdyrene, der er et kolonidyr. Hver koloni består af mange individer, som sam-men bygger et fælles skelet, hvor de enkelte individer kan sidde.

 

Havets bunddyr levede næsten alle oven på havbunden, og et forholdsvis stort antal var fastsiddende. De fleste filtrerede mikroor-ganismer på samme måde som graptolitter. Nogle få muslinger gravede i havbunden, men generelt var forholdene her ikke attrak-tive pga. det lave iltindhold.

 

I havet var alger almindelige. Nogle kunne blive tykke som træstammer, men de fleste var encellede og flød omkring i overfladen.

 

Snegle fremkom i kambrium og blev talrige i ordovicium. En af de tidligste var tropidodiscus fra ordovicium.

Tropidodiscus – en snegl - billede

 

To grupper af koraller opstod i ordovicium, nemlig de rugose og de tabulate koraller.

 

De første insekter dukkede op for 479 mio. år siden. Er kendetegnet ved at have et udvendigt skelet. Alle insekter befandt sig på landjorden. Dog havde de første haft et lar-vestadie i vand. Blandt de første arter var springhaler - en familie der stadig findes. De var 6 mm lange. De første insekter der fløj, dukkede første op senere.

Springhale – tidlig insekt - billede

 

Søskorpioner dukker op omkring 467 mio. år siden. En af de største var jaekelopterus, som var 2,5 m lang.

 

Planternes udvikling:

 

Symbiose med svampe var altafgørende for, at de tidlige landplanter kunne klare stress-påvirkningerne på landjorden.

 

For 470 mio. år fandtes mosser på landjor-den. De var under 1 mm i diameter, og levede i fugtige områder. Mosser er de ældste eksemplarer af ”normale” planter, kaldet stængelplanter.

 

Levermosser og bladmosser har begge en skrøbelig sprød stængel med to rækker af bladlignende vækster. Levermosser menes at være medvirkende til yderligere udvikling af iltindhold i atmosfæren.

Levermosser - billede

 

I slutningen af ordovicium opstod ulvefods-planter, der havde udviklet trilete sporer, d.v.s. asexuelle enheder til reproduktion. De trilete sporer kunne også fungere i tørre omgivelser.

 

Kontinenternes bevægelser:

 

Gondwana var dannet i starten af perioden. Det bestod af Afrika, Arabien, Kina, Indien, Australien, Antarktis og Sydamerika. Gondwana bevægede sig i perioden hen over Sydpolen, og i slutningen af perioden opstod der et isdække, hvor Sahara og Ama-zonas befinder sig.

 

Europa og Asien var opdelt i en række småkontinenter, bl.a. Baltica. Baltica og Laurentia nærmer sig hinanden, men med Lapetus-oceanet imellem.

 

Klimaets udvikling:

 

Temperaturen var faldende fra 11 til 2 grader højere end nu, hvilket er noget lavere end i kambrium. Allersidst i perioden blev det endnu koldere. Der er således fundet spor af iskapper og gletchere i bl.a. Sahara, som dengang lå på Sydpolen.

 

Iltindholdet steg lidt til 13,5% mod nu 21%. CO2 indholdet var 15 gange højere end ni-veauet før industrialiseringen – lidt under niveauet i kambrium. Ozonlaget var svagere end nu p.g.a. det lavere iltniveau.

 

Havniveauet steg kraftigt i forhold til kambrium. I starten af perioden var niveauet 180 m stigende til 220 m og med et fald til 140 m højere i dag i den allersidste del af perioden.

 

Den lavere vandstand kombineret med tilstrømning af iltfattigt vand fra dybhavet og et fald i havvandets temperatur medførte tab af levesteder på lavt vand langs kontinentalsoklerne. Det resulterede i, at 86% af alle arter uddøde. Herunder størstedelen af trilobitterne.

 

Det gik også stærkt ud over de andre havdyr. Dette gælder bl.a. armfødder, mosdyr, conodonter, graptolitter, nautiloider samt revbyggende koraller.

 

Det faldende havniveau dannede store saltsøer, hvor man i dag kan finde olie.

 

En mulig anden teori omkring udslettelsen i slutningen af ordovicium er dannelsen af en supernova 1000 lysår fra vort solsystem, der udsatte Jorden for kraftig gamma-bestråling.

 

Danmarks udvikling:

 

Kontinenterne Baltica og Avalonia kolliderede sidst i perioden. Havbunden imellem dem blev skubbet ind under Baltica ved subduktion. Den skrå subduktionslinie kan genfindes i Nordsøen ved seismiske målinger. Subduktions-linien er fastfrosset, så der kan ikke opstå sprækker i linien fremover. Danmark var nu fysisk samlet. Det befandt sig stadig på den sydlige halvkugle, men bevægede sig nordpå i retning mod ækvator.

 

På Sydbornholm er aflejringer fra ordovicium blotlagt. De indeholder fossiler af trilobitter og graptolitter. Begge grupper blev dannet i kambrium og fortsatte i ordovicium. De kan findes i skrænterne ved Læså og Øle Å samt i flere gamle kalkbrud. I den øvrige del af Danmark er lagene fra ordovicium begravet under yngre lag. På Stevns er fundet fossiler af blæksprutten endoceras.

 

Copyright @ All Rights Reserved

DAVID NICHOLAS

 

Consectetuer tempus it ipsum gravida diam nibh aenean quisque dolor eget at leo nulla ipsum nisl wisi sed.

Recent Presentation

Lorem Ipsum

Elit sed dignissim sit felis leo sem morbi suspendisse volutpat est varius eligendi fusce suspendisse aliquet in lectus dolor maecenas pede mi at vulputate.

mail@demolink.org