Paleocæn

4.1 PALEOCÆN

For 66,0 55,6 mio. år siden

 

Perioden efter den store udryddelse. Perioden indeholder en kraftig udvikling blandt pattedyrene, både nulevende og nu uddøde grupper

Vejen til mennesket:

 

Primaterne udskilte før udryddelsen en linie, som udviklede sig til plesiadapis i paleocæn. Linien uddøde i eocæn. De levede i Nord-amerika og Europa. De vejede 2,1 kg, var 80 cm lange og havde kløer i modsætning til de øvrige primater, der har negle. De levede i træer, var altædende og havde en større hjerne end de andre dyr.

Plesiadapis - billede

 

Primaterne delte sig mellem aber (haplorrhini) og halvaber (strepsirrhini). Halvaberne udskilte først en gren, som udviklede sig til adapider i eocæn. Dernæst delte de sig i lemurer, som i dag udelukkende lever på Madagaskar, og i lorier, som findes både i Asien og Afrika.

 

Aberne udskilte en gruppe, som udviklede sig til spøgelsesaber (tarsier). De lever i dag i Østasien. Hovedlinien betegnes herefter egentlige aber eller simians.

 

De andre dyrs udvikling:

 

Palæocæn var præget af stærk konkurrence mellem mange forskellige dyregrupper om at udfylde de nu ledige nicher efter at dinosaurerne var uddøde.

 

Fuglene var i stærk udvikling og udviklede en række meget store arter. I Sydamerika herskede den 3 meter høje kødædende terrorfugl, phorusracid. Nærmeste familie er falkene. I modsætning hertil var gastornis, som levede i Europa, Kina og Nordamerika, samt dens fætre diatryma fra Nordamerika og genyornis fra Australien, alle planteædere og stammede fra andefuglene.

 

Gastornis var 2 m høj, havde kraftige ben, og kunne ikke flyve. Den brugte det store næb til at knuse seje planter og kerner med. Gastornis uddøde i eocæn.

Gastornis - billede

 

Mellem kloakdyrene og pungdyrene udvik-ledes en gruppe kaldet multituberculater. Navnet hentyder til de knusende kindtænder, som er besat med mange små toppe. Gruppen var succesrig i paleocæn, men blev trængt af de placentale gnavere og endte med at blive udryddet i oligocæn. Heriblandt ptilodus, som var 50 cm lang, vejede 650 g og levede som et egern i Nordamerika.

Ptilodus - billede

 

Ved udryddelsen gik det hårdt ud over pungdyrene i Nordamerika, men i Sydame-rika udgjorde de 50% af faunaen i palæ-ocæn. Bl.a. rovdyret mayulestes, som var 45 cm langt og vejede 1,2 kg.

 

Mayulestes - billede

 

Et andet af pungdyrene vandrede over Antarktis og videre til Australien efterladende artsfæller i Sydamerika, nemlig mikrobiotheria.

Mikrobiotheria - billede

 

I perioden fandtes coryphodon, der var 2,25 m lang, 1 m høj og vejede 700 kg. Det leve-de i Kina/Mongoliet, Nordamerika og Europa som planteæder, men uddøde i eocæn. Det tilhørte gruppen cimolesta, som udskiltes fra pattedyrene efter pungdyrene.

 

Coryphodon - billede

 

Blandt de nulevende placentale pattedyr-grupper sker følgende:

 

I Sydamerika adskilles bæltedyret fra forfaderen til dovendyr og myresluger.

 

I Afrika udskiltes først søkoen og senere klippegrævlingen fra snabeldyrene. Eritherium, der var et af de første snabeldyr, var 60 cm lang og vejede 5 kg. Det levede i Marokko. Den havde ingen anlæg til stødtænder.

Eritherium - billede

 

En af de største placentale pattedyr-grupper i perioden var vortekykloperne (dinocerata), som var blevet udskilt fra laurasiatheria sidst i kridt. Heriblandt var uintatherium, der levede som planteæder i Nordamerika og Kina. Den var 1,70 m høj og 4 m lang og vejede 2 ton. Den havde 6 horn på hovedet og et sæt store hjørnetænder. Dens nærmeste slægt-ninge var hesten og næsehornet. Dinocerata-gruppen uddør i eocæn.

 

Uintatherium - billede

 

En anden gruppe var condylartha. Her findes bl.a. arctocyon, som var et rovdyr på størrelse med en bjørn.

Arctocyon - billede

 

Hos de nuværende grupper af laurasiatheria sker der bl.a. det at kamelerne udskilles fra de parrettåede hovdyr.

Og i Nordamerika levede phenacodus, som var udskilt fra de uparrettåede. Den var 1,5 m lang og vejede 56 kg. Den var forfader til bl.a. hestene.

Phenacodus - billede

 

Elefanternes udvikling - firkant

Planternes udvikling:

 

Løvtræsgruppen delte sig mellem bl.a. birk, valnød og en gruppe indeholdende bl.a. bøg og eg. Bregner breder sig. Blomsterplanter og nåletræer blev igen hyppige. Blomsterplanterne udviklede kurveblomster i løbet af perioden.

Margerit – en kurveblomst - billede

 

I regnskove groede løvfældende træer af cypres-familien. I de mere tørre områder groede stedsegrønne laurbærtræer samt birketræer og tebuske.

 

Palmer og kaktusser groede i de tropiske egne, mens fyrretræer bredte sig nær polerne.

 

Kontinenternes bevægelser:

 

Først i perioden var der forbindelse mellem Nordamerika og Nordeuropa. For 62 mio. år siden startede adskillelsen mellem Nordamerika, Grønland og Norge/Skotland med meget store forskydninger i jordskorpen. Østgrønland lå i slutningen af perioden oven på det nu islandske hotspot og store vulkanudbrud betød dannelse af et 5 km tykt lag af lava i Østgrønland.

 

Resten af Europa samt Mellemøsten bestod i starten af flere større øer. Men Afrika pressede på, hvilket betød at Tethyshavet, der lå mellem Europa og Afrika, blev mindre, samtidig med at Europa blev presset nordpå og opad, og det europæiske øhav begyndte at samles til et kontinent.

 

De asiatiske mikrokontinenter og Sibirien samledes i starten af perioden. Indien bevægede sig nordpå og kolliderede med det sydlige Asien sidst i perioden. Asien og Nord-amerika havde periodevis forbindelse via landbroen ved Beringstrædet. Nord- og Sydamerika var adskilt. Til gengæld var der fortsat en landtange mellem Sydamerika og Antarktis. Australien forlod Antarktis i starten af perioden og bevægede sig nordpå. Afrika lå isoleret.

Klimaets udvikling:

 

Klimaet i paleocæn var 7-10 grader varmere end nu, og samtidig fugtigt. Der var subtropisk vegetation på Grønland og i Patagonien (Sydlige Sydamerika).

 

Der var mangrover og regnskove i Belgien og England og sydpå på New Zealand. Globalt var der kun lidt eller ingen frost.

 

Sidst i perioden steg temperaturen gradvist til 11-12 grader over nu, og sluttede med en kortvarig ekstrem opvarmning til mindst 14 grader over nu, den såkaldte PETM (Paleocæn–Eocæn Termiske Maksimum). Det skyldes, at vulkaner havde ramt oliefelter i Nordatlanten og havde sendt både CO2 og metan ud i atmosfæren. Mange havdyr og nogle landpattedyr uddøde. Andre dyr blev mindre for at kunne tilpasse sig varmen. Samtidig steg vandet.

 

Jorden i palæocæn - billede

 

Copyright @ All Rights Reserved

DAVID NICHOLAS

 

Consectetuer tempus it ipsum gravida diam nibh aenean quisque dolor eget at leo nulla ipsum nisl wisi sed.

Recent Presentation

Lorem Ipsum

Elit sed dignissim sit felis leo sem morbi suspendisse volutpat est varius eligendi fusce suspendisse aliquet in lectus dolor maecenas pede mi at vulputate.

mail@demolink.org