Sen Eocæn

4.3 SEN EOCÆN

For 41,3 - 33,9 mio. år siden

 

Perioden, hvor de placentale pattedyr bliver større

Vejen til mennesket:

 

De egentlige aber (simians) var kendetegnet ved kort snude, veludviklet synssans, reduceret lugtesans og store hjerner. De havde kindtænder beregnet til at spise frugt.

 

En af dem er apidium, som levede i Ægypten. Den levede i træerne i den tropiske regnskov, var dagdyr og levede i grupper, hvor en han havde kontrol med en række hunner. Hannen var noget større end hunnen, og vejede op til 1,4 kg.

Apidium - billede

 

De egentlige aber deltes i to, da en gruppe udvandrede til Sydamerika. Adskillelsen skete for 40 mio. år siden ifølge dna-analyser. På dette tidspunkt var Atlanterhavet 1000 km bredt, så enten 'hoppede’ de fra ø til ø eller også sejlede de over på en eller anden måde, f.eks. på flydende træstammer.

 

De sydamerikanske aber kaldes for vestaber eller fladnæser (platyrrhini). De afrikanske kaldes for østaber eller spidsnæser (catarrhini).

 

De afrikanske østaber udviklede aegyptopithecus, som levede i Egypten, der på dette tidspunkt var bevokset med subtropisk skov. Der var stor forskel på hanner og hunner. De var 92 cm lange og vejede 7 kg. De spiste især frugt, men også hårdere fødevarer som f.eks. nødder.

Aegyptopithecus - billede

 

I slutningen af perioden uddøde alle euro-pæiske aber, men hullerne fyldtes ud ved indvandring fra Asien.

 

De andre dyrs udvikling:

 

Elefanterne udskilte i denne perioden en gruppe, som senere blev til mastodonter. På hovedlinien finder vi barytherium. Den le-vede i Nordafrika og Mellemøsten, var 3 m lang og vejede 2 ton. Han og hun er meget forskellige. Den har 8 små stødtænder, de 4 øverste lodrette og de nederste vandrette.

Barytherium - billede

 

Senere udvikledes palaeomastodon i Nordafrika. Snablen var stadig forholdsvis kort. Den havde 2 stødtænder i over- og under-mund. De sidste var vandrette. De anvend-tes til at ”skovle” planter op fra fugtige omgivelser. Den var 2 m høj og vejede 2 ton.

Palaeomastodon - billede

 

Creodonter blev den dominerende rovdyrgruppe i eocæn. Bl.a. sarkastodon, som levede i Mongoliet. Det var et superrovdyr, som både åd kød og ben. Skulderhøjden var godt 1 m og den var 3 m lang. Den lignede en mellemting mellem en kat og en bjørn. Creodonterne blev senere udkonkurreret af katte og hunde.

Sarkastodon - billede

 

Hovdyrene udviklede bl.a. den 2,5 m høje megacerops, der levede i Nordamerika. Den blev 5 m lang og vejede 3,3 ton, men havde en forholdsvis lille hjerne.

Megacerops (brontotherium) - billede

 

I perioden fandtes det hestelignende dyr, hyracotherium.

Hyracotherium - billede

 

Senere fandtes den 18 m lange basilosaurus i USA og Sahara. Det var et rovdyr, som levede fuldstændig i vand, hvilket sås af dets meget små bagben. Det havde stadig tænder som de fleste kødædende pattedyr.

Basilosaurus - billede

 

Samme sted fandtes dens mindre fætter, den 5 m lange dorudron. Denne blev forfader til tandhvalerne og bardehvalerne. Disse adskiltes i slutningen af eocæn.

 

Dorudron - billede

 

En af de tidligste bardehvaler var mystacodon. Den levede bl.a. ud for Peru for 36 mio. år siden. Den har suget føde til sig ved at bevæge tungen på en måde, som har skabt undertryk i munden og dermed hevet byttet ind.

Udbredelsen af græsstepper betød udvikling af drøvtyggere. Dette skete midt i eocæn og et af de tidligste arter var leptomeryx, der var 1,2 m lang og vejede 15 kg. Den levede i Nordamerika, og var forfader til koen.

Leptomeryx - billede

 

I perioden levede den kæmpestore næsehorns-lignende planteæder, arsinoitherium i Nordafrika. Det var en fjern slægtning til elefanten, og var 1,8 m høj i skulderhøjde og 3 m lang.

Arsinoitherium - billede

 

Periodens vigtigste rovdyr er det svinelignende entolodon.

 

Planternes udvikling:

 

I perioden blev det mere tempereret, og løvtræer og løvfældende nåletræer vandt frem. Samtidig blev det mere tørt i det indre af kontinenterne, hvor skovene tyndedes ud.

 

I starten af perioden fandtes græsser og ærteblomster. Græsserne befandt sig dog kun omkring sø- og flodbredder i eocæn.

 

Havbregnen azolla bredte sig i de arktiske egne, og medvirkede til binding af CO2, når den sank til bunds.

 

Abernes udvikling - firkant

Entelodon - billede

 

Azolla - billede

 

Kontinenternes bevægelser:

 

I slutningen af eocæn adskiltes Sydamerika definitivt fra Antarktis. Australien var i forvejen adskilt fra Antarktis. Dermed kunne den sydpolare havstrøm dannes og ved overgangen til oligocæn dannedes der i de sidste 100.000 år en omfattende iskappe på Antarktis.

 

Vulkansk aktivitet i Nord-Kenya og det cen-trale Etiopien for 30-40 mio. år siden udlø-ste dannelsen af Rift Valley og det Røde Hav.

 

Samtidig skete der landhævninger i Etiopien. Kontinentet med Afrika og Arabien var fortsat isoleret. Den nordlige del af Tethyshavet blev gradvist snøret af. Der var fortsat for-bindelse fra det nuværende Middelhav til Persiske Bugt.

Nordamerika lå nu isoleret, bortset fra en periodevis landbro via Beringsstrædet. Der var dannet mange søer i det vestlige Nordamerika.

 

Afrika pressede på Europa, hvilket betød, at Alperne og Pyrenæerne begyndte at dannes, lige såvel som Atlasbjergene i Nordafrika.

 

Klimaets udvikling:

 

Temperaturen i perioden var langsomt faldende til 5 grader højere end nu. Den allige-vel høje temperatur indebar dels, at havniveauet var meget højt, dels at der groede planter på havbunden i Arktis. Disse bandt meget kulstof og medvirkede dermed til, at temperaturen faldt igen.

 

Op mod slutningen af eocæn steg den igen, for så at skifte til et større globalt temperaturfald på 5-10 grader i havtemperaturen. Dette skyldes kombinationen af 3 faktorer:

(1) meteornedslag i Sibirien og USA, (2) et fald i CO2 og (3) dannelsen af den sydpolare havstrøm og den afledte isdannelse på Antarktis.

 

Denne ændring førte en større udryddelse af dyr især i havet med sig i slutningen af eocæn. Det gik bl.a. ud over hvalerne. På landjorden var det især de europæiske landdyr, som blev hårdt presset. Udryddelsen betegnes Grand Coupure.

 

Det koldere klima i slutningen af eocæn betød starten på årstider og mere varierende temperaturer.

 

Danmarks udvikling:

 

I løbet af eocæn skiftede Danmark fra tropisk til subtropisk klima.

 

Dannelsen af Nordatlanten betød, at Danmark sank, og kom til at ligge på 600-1000 meters dybde.

 

Her aflejredes plastisk rødt røsnæsler og grønt lillebæltsler, som kan ses ved Trelde Næs. Dette materiale indeholder mange fossiler. Ved Juelsminde findes søvindmergel, som er stærkt kalkholdigt ler fra samme periode og ligeledes indeholder mange fossiler.

 

Copyright @ All Rights Reserved

DAVID NICHOLAS

 

Consectetuer tempus it ipsum gravida diam nibh aenean quisque dolor eget at leo nulla ipsum nisl wisi sed.

Recent Presentation

Lorem Ipsum

Elit sed dignissim sit felis leo sem morbi suspendisse volutpat est varius eligendi fusce suspendisse aliquet in lectus dolor maecenas pede mi at vulputate.

mail@demolink.org