Sen miocæn

4.7 SEN MIOCÆN

For 11,6 - 7,2 mio. år siden

 

Orangutangens og gorillaens periode

Vejen til mennesket:

 

Linjerne imod gorilla og imod chimpanser/ mennesker (hominini) adskiltes for 11 mio. år siden i Afrika.

 

Gorilla-linien (Gorilla):

 

På denne linie finder vi choroapithecus, som levede i Etiopien, og senere samburupithecus, som levede i Kenya. Disse er tæt på at være forfader til gorillaen.

 

Gorillaen udvikledes for omkring 8 mio. år siden. Den har 98,38% af den samlede arvemasse fælles med mennesker. Den samme procent gælder også den fælles arvemasse mellem gorillaer og chimpanser. De lever i regnskovsområder i det centrale Afrika.

 

Gorillaen lever mest nede på jorden. Den er overvejende vegetar. Den er op til 1,75 m høj, og en stor han vejer 165 kg. Hunnen vejer kun det halve. De er drægtige i 8,5 mdr. Ungerne bliver hos moderen til de er 4 år. Gorillaer kan leve i op til 50 år. Gruppen ledes typisk af en stærk han (en sølvryg).

 

Gorilla - billede

 

Hvor hundeaberne og de tidlige menneskeaber går på alle fire, har gorillaerne og chimpanserne i stedet udviklet knogang, hvor de går på ydersiden af fingrene.

 

Chimpanse/menneske-linien (Hominini):

 

Gener hos hominini begyndte at skiltes for 13 mio. år siden, men først for 10 mio. år siden kan man tale om hominini blev adskilt i to arter, hhv. chimpanser og mennesker. Men i perioden for 10-7 mio. år siden skete der adskillige gange en hybridisering. D.v.s. at mennesker og chimpanser gik i ”seng” med hinanden og dermed udvekslede gener.

 

Der er fundet tænder af en menneskeart i Eppelsheim i Tyskland dateret 9,7 mio. år siden. Det har ikke været muligt at relatere den i forhold til adskillelsen mellem mennesker og chimpanser. Andre forskere mener at tænderne tilhører pliopithecus, en gruppe, som blev adskilt fra abelinien umiddelbart før splittet mellem hundeaber og menneskeaber.

 

Orangutang-linien (Pongo):

 

Sivapithecus er forfader til orangutangen, som i dag lever i Sydøstasien, primært Sumatra og Borneo. Man har fundet skeletter i Thailand af tidlige former for orangutang, som kan dateres 10 mio. år tilbage. Ordet orangutang betyder i øvrigt ”skovmand” på indonesisk.

 

Orangutang har 96,92% af den samlede arvemasse fælles med mennesker. Næsten samme procent gælder også for den fælles arvemasse med gorillaer og chimpanser. Orangutangen er kendetegnet ved løbende at kunne finde nye løsninger på forskellige problemstillinger. Den bruger f.eks. grene til at få fat i termitter. Den lever næsten ude-lukkende i træer.

 

Den er op til 1,40 m høj, hvis den står op. Armene kan være op til 2,5m. De går oprejst på de lidt tyndere grene, så de holder fat på en gren ovenover. Måske forløber for menneskers opretstående gang. En han vejer op til 90 kg. Hunner vejer op til 50 kg. Er drægtige 7-9 mdr. Orangutanger kan leve op til 35 år i naturen. Hanner lever alene. Spiser tropiske frugter (også umodne), blade, skud, bark, insekter og æg.

Orangutang - billede

 

Gibbon-linien (Hylobatidae):

 

Gibboner, som er de eneste nulevende arter af de små menneskeaber udviklede sig nu i Sydøstasien. Disse har 94,85% af den samlede arvemasse fælles med mennesker.

Hvidhåndet gibbon - billede

 

Andre menneskeaber:

 

Oreopithecus færdigudvikledes i perioden, og udvandrer til Italien, som på dette tidspunkt delvist var en ø. Den var på størrelse med en chimpanse, og kunne gå på bagbenene.

 

For 9 mio. år siden gik antallet af menneskeaber i Afrika kraftigt tilbage, idet regnskoven ændrede sig. Det gik værre i Europa og vestlige Asien, hvor menneskeaberne uddøde, mens orangutang og gibboner overlevede i Sydøstasien.

 

De andre dyrs udvikling:

 

Primelephas er den sidste fælles forfader før linien mod afrikansk elefant og linien mod indisk elefant/mammut adskiltes. Den havde stødtænder både i overmund og undermund. Den vejede 2 ton, var 4 m lang, og levede i skovområder i Afrika.

Primelephas - billede

 

Kattegruppen var tidligere blevet delt mellem de store katte i panthera og de små katte i felis. Den første sidegren på panthera, kal-det neofelis, førte til træleoparden, også kaldet den plettede leopard. Den lever fortsat i dag. Gruppen panthera har startet ud-viklingen i Sydøstasiens troperegnskove, hvor træleoparden også lever i dag.

 

Træleoparden er kendetegnet ved at have et fleksibelt ankelled, der gør det nemmere at klatre i træer. Samtidig har den mulighed for at dreje rygsøjlen med 180 grader. I modsætning til hundene kan den trække poterne ind, så de ikke slides unødvendigt, men er skarpe, når et bytte skal fanges. Samtidig har den et særdeles godt nattesyn. Disse egenskaber er givet videre til de andre store kattedyr.

Træleopard – neofelis nebulosa - billede

 

Kvæggruppen skilte sig ud fra de skedehornede. Det først kendte fossil er fra bos acutifrons,

 

I slutningen af miocæn fandtes deinogalerix - et kæmpepindsvin, der er 60 cm langt. Det udvikledes i Italien, mens det var en ø, hvilket gav den ro til at udvikle sig.

Deinogalerix og pindsvin - billede

 

Sælerne fortsatte med at udvikle sig. I sen miocæn fandtes Allodesmus. Det var 2,4 m langt og vejede 360 kg.

Allodesmus - billede

 

Forfaderen til flodhesten, archaeopotamus, levede i perioden Det var lidt mindre end vore dages flodhest.

Archaeopotamus - billede

 

Også en af de største fugle nogensinde, argentavis, levede i perioden. Den havde et vingefang på 7 meter.

Argentavis - billede

 

Kontinenternes bevægelser:

 

For omkring 10 mio. år siden blev vandvejen fra det østlige Middelhav til Persiske bugt lukket. Den nordlige vandvej er var nu blevet til en stor indsø med brakvand i et bælte fra Rumænien over det Sorte Hav, Kaspiske Hav og Aral Sø. Der var afløb via floder. Den persiske Bugt var nu udtørret. Tethyshavet eksisterede hermed ikke længere.

 

I sen miocæn tog foldningen af Himalaya for alvor fart, og fra for 10 mio. år siden specielt hævningen af det Tibetanske Plateau. Når bjerge bygges op er det kun 1/7 af bjerget, der ligger over vandoverfladen. Resten 6/7 ligger under, hvorfor den samlede jordskorpe er ekstra tyk her. Hvis bjerget derfor slides ned, vil der ske en hævning, så der igen er 1/7 oven-over vandet. Et forhold, der også gør sig gældende for isbjerge.

 

I perioden fra for 10-6 mio. år siden dannedes Andesbjergene for alvor og de skød 2 km i vejret i denne periode. Samtidig dannedes Mellemamerika, men der var stadig afstand mellem Mellem- og Sydamerika.

 

Rift Valley dannede rifter i det nordlige Etiopien og i Afar-trekanten for 11 mio. år siden. Der opstod riftdannelse i det nordlige Tanzania for 8 mio. år siden, og efterføl-gende dannedes den østlige rift, som går igennem Tanganyikasøen og vest om Victoriasøen. Aske fra vulkanudbrud ændrede bevoksningen fra regnskov til savanne, d.v.s. spredte skove med græssletter ind imellem.

 

Klimaets udvikling:

 

Regnskoven svandt ind i Europa og Asien samt i Afrika øst fra Riftzonen, så det i hø-jere grad blev savanne. Generelt blev klima-t tørrere, da det køligere vejr betød, at at-mosfæren ikke kunne indeholde så meget fugt som tidligere.

For 9 mio. år siden indfandt monsunregnen sig i Asien, hvorved der faldt meget regn på sydsiden af Himalaya, men næsten ingen på nordsiden. Det medførte dannelsen af de centralasiatiske ørkner og af Gobiørkenen.

 

Temperaturen faldt yderligere til at ligge 2-4 grader over nu. Faldet skete primært for 8 mio. år siden. Isdannelsen på Vestantarktis fortsatte, og iskappen over hele Antarktis var nu oppe på det nuværende niveau. Samtidig begyndte Grønland at få store gletchere for mellem 7 og 8 mio. år siden. Der var dog ikke tale om en kappe af indlandsis endnu. Som følge af isdannelserne faldt vandstan-den i havene yderligere.

 

Den nordlige del af Australien gik fra tropisk regnskovsklima til et mere koldt og tørt klima.

 

Danmarks udvikling:

 

Størstedelen af Jylland bortset fra den nordlige del lå i starten af perioden under vand i det såkaldte Gram-Hav. Navnet henviser til de aflejringer, som er fundet ved Gram i Sønderjylland, og som daterer sig tilbage til for 6-10 mio. år siden. Her er fundet skeletter af mellemstore bardehvaler og tandhvaler. Det største hvalkranie er fra hvalen uranocetus gramensis, som kun er fundet her. Et andet er fra næbhvalen dagonodum mojnum, også kaldet mojn-hvalen.

 

Kranie fra uranocetus gramensis - billede

 

Området som lå under Gram-havet og som udgør størstedelen af Jylland, er aftegnet med lysegrønt på det viste kort. Kortet viser hvordan undergrunden ville se ud, når istidslagene blev skrællet af. Det mørkegrønne område er fra oligocæn. De orange områder er fra eocæn, herunder molerlagene på Fur og Mors. De næsten hvide områder er lerlag fra slutningen af palæocæn. De forskellige nuancer af mørkeblå er kridtlag afsat i kridttiden og i tidlig palæocæn, bl.a. ved Stevns og Møns Klint. Bornholm er vist med nuancer af brunt svarende til perioden fra præ-kambrium til silur.

Danmarks undergrund - billede

 

Copyright @ All Rights Reserved

DAVID NICHOLAS

 

Consectetuer tempus it ipsum gravida diam nibh aenean quisque dolor eget at leo nulla ipsum nisl wisi sed.

Recent Presentation

Lorem Ipsum

Elit sed dignissim sit felis leo sem morbi suspendisse volutpat est varius eligendi fusce suspendisse aliquet in lectus dolor maecenas pede mi at vulputate.

mail@demolink.org