Tidlig eocæn

4.2 TIDLIG EOCÆN

For 55,6 - 41,3 mio. år siden

 

Perioden, hvor de placentale pattedyr tog føringen

og hvor hvalerne søgte tilbage til havet

Vejen til mennesket:

 

Fra eocæn kendes de første primatlignende dyr, de såkaldte adapider, som minder om nutidens lemurer. De udskiltes fra halvaberne (strepsirhini) inden disse deltes mellem lemurer og lorier. Adapider fandtes i Europa, Asien, Afrika og Nordamerika. Bl.a. smilodectes, som levede i Nordamerika, og den større notharctus, som levede i Nordamerika og Europa. Den vejede 4,2 kg og var 40 cm lang uden hale. Den havde tommelfinger og bevæger sig på alle fire. Den spiste bl.a. blade fra træer.

Notharctus - billede

 

Primater er i forhold til andre pattedyr kendetegnet ved:

1. Fremadrettede øjne med tredimensionalt farvesyn.

2. Lemmer med gribefunktion (modstillet tommel)

3. Føder ofte kun 1 unge ad gangen (to brystvorter)

4. Relativ stor hjerne med stærk udvikling af sensoriske og motoriske områder samt områder for koordination.

 

En af de første lemurer var djebelemur, der levede i Tunesien. Den vejede kun 100 g, og havde ingen tommelfinger.

 

Djebelemur - billede

 

For 45 mio. år siden fandtes eosimias, der var en sidegren fra abernes hovedlinie (simians), og levede i Kina og Burma. Det var et natdyr, som levede i trætoppene og spiste insekter og frugt. Det vejede op til 280 g, og levede typisk alene. Dens fødder viser tegn på overgang mellem at kunne sætte af i lange spring ligesom halvaberne til at kunne gå på grenene som de egenlige aber. Den har haft et farvesyn, som den har kunnet bruges til at finde farverige frugter mellem træernes blade.

Eosimias - billede

 

De andre dyrs udvikling:

 

En stor del af de nye placentale pattedyr, især parrettåede og uparrettåede samt primater, var i starten af eocæn mindre end de tilsvarende i palæocæn. Dette er udtryk for en tilpasning til det varme klima. Hovedpar-ten vejede under 10 kg. På trods heraf blev det alligevel de placentale pattedyr, som kom til at herske fra og med eocæn. Et af disse er propalaeotherium, som var en tapirlignende dyr på 60 cm der vejede 10 kg. Det var en del af hestegruppen, men har negle, ikke hove.

 

Gnaverne udskilte først egern, dernæst mus og rotter og til sidst marsvin og træpindsvin.

 

Snabeldyrene udskilte en linie, som senere udviklede sig til moeritherium. De levede i Nord- og Vestafrika. De var på størrelse med en gris – var 70 cm høj og vejede 235 kg - og levede ligesom flodheste i floder, hvor den ernærede sig af vandplanter. Det havde anlæg for stødtænder, men meget små.

Moeritherium - billede

 

Rovdyrgruppen carnivora adskiltes i eocæn i en kattegruppe og en hundegruppe. En af de tidligste katte var hoplohoneus, som var 1,60 m lang ekskl. halen. Den tidligste hund var hesperiocyon.

Hoplohoneus - billede

 

Der var fortsat stor udvikling i laurasiatheria-gruppen. De uparrettåede udviklede både heste, næsehorn og tapirer.

De parrettåede udskilte svin, og derefter udviklede de en af de største kendte hovdyr, nemlig andrewsarchus, som var både hov-dyr og rovdyr. Den var den største kødædende landpattedyr, som har levet. Hovedet var stort, 83 cm langt og ellers var kroppen på størrelse med en hest. Den vejede næsten 1 ton. Det spiste andre pattedyr, men var også aktiv i vandkanten, hvor den bl.a. spiste skildpadder. Det levede i Østasien.

Andrewsarchus - billede

 

Udviklingslinien med de parrettåede delte sig nu i drøvtyggere (ruminantia) - d.v.s. forfaderen til køer, hjorte, antiloper og giraffer, og i whippomorpha, som er forfader til hvalerne og flodhestene.

 

Senere skiltes disse to grupper og tidligt på linien til hvalerne finder vi indohyus, som havde de første træk, som går i retning af hvalerne. Senere levede pakecetus, som var et kød- og ådselædende klovdyr, der vadede ud i vandet for at finde bl.a. fisk. Pakecetus var 2 meter langt, og havde øjne øverst på hovedet, så den kunne være under vand. Ligeledes var øret i stand til at høre under vand. Dyret levede i ferskvand nær Tethyshavet i det nuværende Pakistan.

Pakecetus - billede

 

Pakecetus udviklede sig videre til ambu-locetus, der levede i og ved saltvand i Tet-hyshavet i det nuværende Indien og Pakistan. Det vejede 300 kg, havde korte ben, lange fødder og stærk hale, og var 3 m langt. På land gik det langsomt, mens det svømmede som en odder. Det fangede bytte ved at ligge på lur.

Ambulocetus - billede

 

Senere fandtes maiacetus, ligeledes i Pakistan. Det fødte stadig unger på land, og gik på land for at sove og parre sig. Det havde svømmehud mellem fingre og tæer, og ar-mene var nu næsten blevet til luffer, hvorfor den var en god svømmer. Det var 2,6 m langt og vejede 400 kg.

Maiacetus - billede

 

Fuglene udviklede rovfuglegruppen, som indbefatter ørne, høge og gribbe, men ikke falke, som er i familie med papegøjer og sangfugle.

 

Skældyret, som lever i Afrika og Sydøstasien, udviklede sig i denne periode til et fæst-ningsværk. Den havde over millioner af år omdannet hårene i pelsen til brede, hårde plader, der lå ind over hinanden som tagsten. Når dyret ruller sig sammen, har rovdyrene ikke en chance for at komme til. Skældyret er op til en meter lang og lever af myrer og termitter. Den er en søstergruppe til rovdyrene.

Skældyr - billede

 

I perioden findes også leptictidium, som er en del af gruppen leptictida, som blev udviklet før de placentale pattedyr. Gruppen uddør dog i oligocæn. Den ligner en slags springmus, som er i stand til at bevæge sig på 2 ben. Havde en lille snabel, som den brugte til at rode efter insekter og orme med i jorden. Den er op til 90 cm lang inkl. halen.

Leptictidium - billede

 

Planternes udvikling:

 

Eocæn var præget af meget store skove overalt på jorden. Der var tropiske regnskove i Nordamerika og Nordeuropa i første halvdel af perioden. Der groede således palmetræer i Alaska. På Sydpolen var der subtropiske regnskove.

Kurvblomstordenen asterales delte sig mellem en gruppe med bl.a. klokkeblomster og en gruppe med de ”rigtige” kurvblomster. Denne udvikling fandt sted i Sydamerika.

 

Løvtræerne delte sig mellem bl.a. bøg, eg og kastanje i eocæn. Udviklingen skete på den nordlige halvkugle plus Indonesien.

Eg - billede

 

Kontinenternes bevægelser:

 

Skandinavien og Grønland var nu adskilt, men der var stadig landbro mellem Europa og Amerika via Nordpolen. I midten af eocæn dannedes en kanal på tværs af Arktis, så Europa og Amerika adskiltes. Faunaudveksling kunne dog stadig ske over Beringstrædet.

 

Atlanterhavet blev gradvist bredere gennem hele perioden. Det medførte stor vulkansk aktivitet, specielt på Island, som blev dannet her, tillige med Færøerne og Skotland. Den store frigivelse af kulbrinter ved vulkanud-bruddene medvirkede til de kraftige temperaturstigninger.

 

Tethyshavet havde forbindelse fra Atlanterhavet til Middelhavet og den sydlige gren til den Persiske Bugt. Den nordlige gren gik via Sortehavet og det Kaspiske Hav til Centralasien, men udløbet i Stillehavet var nu lukket. Til gengæld var der åbent nordpå via Turgai-strædet til Arktis.

 

Indien ramte ind i Asien for 52 mio. år siden, og begyndte langsomt at presse Himalaya og den Tibetanske højslette opad. Samtidig betød det, at den nordlige gren af Tethyshavet lukkedes yderligere.

 

I første del af perioden var der stadig en landbro mellem Australien og Antarktis, men afstanden øgedes gradvist. Sydamerika havde til gengæld en solid landbro til Ant-arktis. Afrika lå fortsat isoleret.

 

Klimaets udvikling:

 

Hvalernes udvikling - firkant

Temperaturen faldt igen i starten af perioden, men derefter kom en længere periode på 7 mio. år med langsomt stigende temperaturer på op til 11-14 grader højere end nu; mak-simum nåedes for 49 mio. år siden. Derefter var der langsomt faldende temperaturer til 5 grader over nu. Temperaturen i tidlig eocæn var jævn over hele kloden, dog lidt koldere ved polerne.

 

Iltindholdet var højt ved starten af perioden. Der var store udsving i CO2-indholdet i atmosfæren i perioden svingende mellem 2 til 5 gange det nuværende niveau. Det kan skyldes vekselvirkning mellem vulkanudbruddene i Nordatlanten samtidig med at der bindes meget CO2 i Arktis.

 

Meget af Eurasien havde varmt og fugtigt klima. Indien var dækket af tropiske regnskove, og varme tempererede skove dækkede det meste af Australien.

 

Danmarks udvikling:

 

Den store vulkanske aktivitet ses som striber i molerlagene på Fur og Mors. De er skabt af nedfald fra askeskyer hidrørende fra vulkaner på Færøerne. Striberne er dannet for 55,5 mio. år siden. Moler består af 10% aske, 30% ler samt 60% skaller fra planteplankton (kiselalger). Det blev dannet på 150-400 meters dybde. Havbunden i form af moler er senere skubbet op i folder af skiftende iskapper. Under moleret findes Stolleklint ler, som er aflejringer fra PETM-perioden.

 

I moleret er fundet en række fint bevarede aftryk af fossiler af fisk, blade, insekter, fugle og et par læderskildpadder.

Aftryk af ”Luffe” fundet på Mors - billede

Copyright @ All Rights Reserved

DAVID NICHOLAS

 

Consectetuer tempus it ipsum gravida diam nibh aenean quisque dolor eget at leo nulla ipsum nisl wisi sed.

Recent Presentation

Lorem Ipsum

Elit sed dignissim sit felis leo sem morbi suspendisse volutpat est varius eligendi fusce suspendisse aliquet in lectus dolor maecenas pede mi at vulputate.

mail@demolink.org