Udryddelsen

3.5 DEN STORE UDRYDDELSE

For 66,043 mio. år siden

 

 

Dyrenes udvikling:

 

For 66 mio. år siden fandt der voldsomme begivenheder sted, som betød, at 75% af alle arter uddøde. De uddøde landlevende arter er følgende:

 

Dinosaurer og flyveøgler 100%, tandfugle 99%, fugle 95%, pattedyr 90%, padder 15%. Krybdyrene klarede sig rimeligt. Insekterne påvirkedes ikke ret meget.

 

Hos fuglene overlevede 5%, da de var i stand til at bevæge sig over større afstande - en fordel i en tid med dårlige fødemulighe-der og opsplitning af Pangæa i en række nye kontinenter og øer. Æglægning i reder i stedet for på jorden var også en fordel.

 

Pattedyrenes evolution:

 

På næste side er vist et diagram over udvik-lingen af de forskellige pattedyrgrupper. Diagrammet viser alle de grupper af placentale pattedyr, som har krydset kridt/tertiærgrænsen og de væsentligste udviklinger efterfølgende. Som det ses er der lokaliseret 25 forskellige grupper med minimum en art, heraf er 6 grupper senere uddøde. Alle nu-værende arter er efterkommer af/indeholdt i en af disse resterende 19 grupper.

 

Dette skal ses i sammenhæng med at mange andre grupper har overlevet og har konkurreret med de placentale pattedyr i mange millioner år. Af disse har kun pungdyrene og kloakdyrene overlevet til i dag. Af de to grupper er lokaliseret mindst 10 undergrupper med minimum 1 art, som har krydset grænsen. Heraf er 5 uddøde.

 

Hos kloakdyrene har næbdyret og myrepindsvinet begge overlevet til i dag. Hos pungdyrene overlevede de to nu uddøde forløbere, sparassodonta og herpetotherider. Det samme gjaldt alphadon – en nu uddød tidlig opossum. Af de nulevende pungdyr overlevede mindst 3, nemlig opossum, opossumspidsmus og australidelphia, som var forløber for de fleste australske pungdyr, heriblandt kænguruen.

 

Af de øvrige nu uddøde grupper og under-grupper er der lokaliseret 20 med mindst 1 art, som har overlevet. Dette er vist på diagrammet nederst side 60.

 

Opgørelsen af nulevende placentale pattedyr bygger på dna-analyser med molekulært ur. Her er kun fundet 1 fossil fra kridttiden. Hos alle andre nu uddøde grupper er de medregnet ud fra fossilfund, hvorfor listen her er undervurderet. Derfor må konklusionen være, at de placentale pattedyr har været i reelt mindretal i starten af paleocæn.

 

Dyregruppernes oprindelse:

De forskellige pattedyrgrupper starter som udgangspunkt på hvert sit kontinent:

Laurasiatheria: Sibirien/Nordamerika

Euarchonglieres: Europæiske øhav

Xenarthra: Sydamerika

Afrotheria: Afrika

Pungdyrene: Nordamerika

Kloakdyrene: Australien

samt Fuglene: Antarktis

 

Opsplitningen af Pangæa betød, at der i perioder opstod isolerede øer eller områder, hvor udviklingen kunne tage en anden retning end på de store kontinenter. Dette gav pattedyrene en chance over for de generelt større dinosaurer, da fødemulighederne var begrænsede på nogen af disse øer.

 

Vi ser bl.a. at dinosaurerne nogle steder voksede ”nedad” for at kunne overleve. Det er også muligt at dinosaurerne generelt var vokset så meget, at nicherne for de mindre dyr blev ledige, og at pattedyrene så stille og roligt har kunnet overtage disse nicher.

 

Udviklingen hos de placentale pattedyr - firkant

 

En anden mulighed er, at pattedyrene havde lettere ved at tilpasse sig ændringer i klima og plantevækst og på denne måde langsomt pressede de mindre dinosaurer. Deres størrelse gjorde, at de havde lettere ved finde ly i beskyttede omgivelser. Visse arter havde fordel af at leve ved vand, eller af at kunne grave gange i jord.

 

Hvis vi ser på pattedyrenes fysik, så har deres succes i konkurrencen med de andre dyreformer både før og efter udryddelsen bl.a. skyldtes følgende:

1. Hjernen havde en udvidet hjernebark og de havde dermed langt større hjerne end de fleste andre dyr af samme størrelse.

2. Forskellige tandformer har gjort dem i stand til at leve af mange former for føde og få maksimalt udbytte af føden.

3. En ekstra hjertevæg sørgede for, at iltrigt blod fra lungerne ikke blev fortyndet inden det nåede ud til kroppens ilthungrende celler.

4. Pattedyrs mælk indeholdt fedt, kulhydra-ter, proteiner og vitaminer, der gav ungerne alt, hvad de skulle spise, også i hårde tider.

5. Fire flexible lemmer gjorde pattedyrene i stand lettere at kunne bevæge sig.

6. En pels gjorde det muligt at holde en kropsttemperatur på ca. 40 grader selv i frostvejr.

7. Tre knogler i øret gav en god hørelse, som bl.a tillod flere dyr at bevæge sig i mørke.

 

For pattedyrenes og pungdyrenes vedkommende skete der en konvergent evolution, d.v.s. for hver fødeniche blev der udviklet et dyr i hver af de to grupper, som det ses på oversigten.

 

Fuglenes evolution:

Som det fremgår af diagrammet ved siden af er der lokaliseret 42 grupper af fugle, som har overlevet udryddelsen. Af hver af disse grupper har der overlevet mindst en art. De er fundet ud fra dna-analyser af sammenhængen mellem arterne, herunder anvendelse af det molekylære ur.

 

De viste fugle er ikke udtryk for at den aktuelle fugl har levet samtidig med dinosau-rerne, men at udviklingslinien frem mod fuglen er startet på dette tidspunkt. Alle nuværende arter er efterkommere af en af de viste 38 nulevende grupper.

 

Fuglene overlevede på Antarktis under ud-ryddelsen og spredte sig hurtigt til de øvrige dele af Gondwana umiddelbart efter. Her skete der en stor udvikling og herfra spredte fuglene sig til de nordlige kontinenter. Her har de mødt de modsatte fugle, som de åbenbart har fortrængt.

 

Kort tid efter udryddelsen sker der en stor udvikling inden for gruppen med lom og stork og med gruppen med måger. Fælles for dem er, at det er fugle med tilknytning til vand og som har haft lettere ved at finde føde end andre dyr lige efter udryddelsen.

 

Udviklingen hos fuglene før udryddelsen (viser grupper, som overlevede udryddelsen) - firkant

 

Der er en specifik gruppe til rovfugle indeholdende bl.a. ørne og gribber. Dette bety-der ikke at alle rovfugle ligger i denne grup-pe. Seriemagruppen udvikler terrorfuglen og selv linien mod spurvefuglene udvikler en rovfugl, nemlig falken.

 

Planternes udvikling:

 

Plantevæksten reduceredes kraftigt, da muligheden for fotosyntese nedsattes. Der var derfor ikke føde nok til de store sauropoder, og dermed heller ikke til rovdinosaurerne. Artsmæssigt blev planterne dog kun i mindre grad påvirket.

 

Musen og elefanten:

 

Det lyder som en vittighed, men det er et faktum, at den lille elefantspidsmus og elefanten er en del af samme familie (Afroteria).

 

På samme måde er træspidsmusen i familie med aber, og den almindelige spidsmus i familie med pindsvinet og hovdyrene. Alle 3 slags spidsmus har overlevet op til i dag i nogenlunde samme udformning som for 120 mio. år siden, hvor de var de eneste pattedyr, og hvor de levede sammen med dinosaurerne. Alle mellemformerne mellem musene og elefanterne er uddøde. På de kommende sider vil vi følge elefanternes udvikling.

Nulevende tofarvet elefantspidsmus - billede

 

Den tofarvede elefantspidsmus og flere andre arter af elefantspidsmus lever den dag i dag i Syd- og Østafrika. Den tofarvede ele-fantspidsmus er på størrelse med et egern. Den bruger snablen til at lugte sig frem til myrer og andre

insekter, som de finder under blade og i hulheder. Derefter fanger den dyrene med dens lange tunge.

 

Kontinenternes bevægelser:

 

For omkring 120 mio. år siden startede Indi-en sin vandring fra det sydlige Afrika sammen med Madagascar, Australien og Antarktis. De to sidste fortsætter mod øst, mens Indien og Madagascar trækker nordpå. For 90 mio. år siden skilles Indien og Mada-gascar, og Indien fortsatte nordpå indtil det stødte ind i Asien. Et sammenstød, der skabte Himalayabjergene. Undervejs skete der gigantiske vulkanudbrud, da Indien passerede hotspottet ved Reunion.

 

I virkeligheden var det ikke kontinenterne, der satte tingene i gang, men oceanbundene, som blev tungere end kontinenterne og forsvandt ind under kontinenterne ved det som kaldes subduktion. For Tethyshavets ved-kommende blev det trukket ned under flere forskellige kontinenter og fragmenter af kontinenter i et komplex mønster.

 

Udbruddene begyndte for 66,25 mio. år siden, og gav kolossale basaltudstrømninger på Deccan Traps på det indiske kontinent, i alt 1 mill. km2 i op til 4 kms tykkelse. Samtidig kastedes enorme mængder af stof og damp ud i atmosfæren. Dette har været med til langsomt at svække dinosaurerne.

 

Dinosaurernes endelige udryddelse 200.000 år senere skyldes dog et nedslag af en asteroide ved Chicxulub på Yucatan-halvøen i Mexico. Asteroiden var 15 km bred og skabte et krater på 180 km i diameter.

 

Chicxulub-nedslaget - billede

 

Nedslaget forårsagede udbredte ildstorme, jordskælv og tsunamier. Ildstormene forstærkedes af et højt iltindhold i atmosfæren. Store mængder støv og sod slyngedes op i atmosfæren og videre til stratosfæren, hvor partiklerne

ikke kunne vaskes ud af regn. Her blokerede de for solens stråler i adskillige år, hvorfor temperaturen faldt drastisk og nedsatte fotosyntesen hos planterne. Virkningen af nedslaget blev forstærket af afbrænding af olieforekomster i den Mexicanske Golf.

 

Status på kontinenterne:

 

- Nordeuropa (Britiske øer/ Skandinavien/ Rusland), Grønland samt Nordamerika og Sibirien hænger sammen i et kontinent, Laurasia

- Resten af Europa består af en række større og mindre øer, kaldet det europæiske øhav

- Nordeuropa med Danmark og det euro-pæiske øhav befinder sig 1500 km sydli-gere end i dag.

- Tyrkiet/Iran/Tibet er et mikrokontinent, kaldet Cimmeria mellem Sibirien og Af-rika. Arabien er del af Afrika.

- Tethyshavet ligger som et ocean mellem Sibirien og Europa mod nord og Afrika, Indien og Asien mod syd.

- Sydamerika, Antarktis og Australien hænger sammen og danner Gondwana. Atlanterhavet er dannet på en sydlige halvkugle. Der er hav mellem Syd- og Nordamerika.

- En række asiatiske mikrokontinenter har løsrevet sig fra Gondwana og har stabiliseret sig som Central-, Øst- og Sydøstasien. Det nærmer sig kontinentet Sibirien

- Indien er på vej fra Sydafrika til Asien og passerer Reunion på dette tidspunkt med kæmpe vulkanudbrud til følge.

 

Beviset på nedslaget – ud over krateret - er, at metallet iridium er fundet i store mængder i grænselaget mellem kridt og tertiær. Iridium findes ikke i jordskorpen, hvorfor den kun kan være kommet udefra. Grænselaget ses som et sort, lidt fedtet lag, kaldet fiskeler, på bl.a. Stevns Klint. Den sorte farve skyldes sod fra kæmpestore skovbrande og afbrænding af olie.

Stevns Klint med fiskeler - billede

 

Klimaets udvikling:

 

Lige før udryddelsen var temperaturen +6 i forhold til nu. Derefter faldt den med over 20 grader pga. støv i atmosfæren. Da støvet havde lagt sig, betød øget CO2 en drivhuseffekt, som fik temperaturen til at stige til +11 over nu.

Copyright @ All Rights Reserved

DAVID NICHOLAS

 

Consectetuer tempus it ipsum gravida diam nibh aenean quisque dolor eget at leo nulla ipsum nisl wisi sed.

Recent Presentation

Lorem Ipsum

Elit sed dignissim sit felis leo sem morbi suspendisse volutpat est varius eligendi fusce suspendisse aliquet in lectus dolor maecenas pede mi at vulputate.

mail@demolink.org